Nyhedstilmelding (e-mail)


Tilmeld Afmeld

Mor's Bikes

Vi har bedt Anne Grethe fra Mors-Bikes om at fortælle lidt om sig selv, sin familie og forretning. Her kan du læse hendes spændende historie:

Mit navn er Anne Grethe Cor-vinius født i Vejen for et par dage si-den. Mine forældre Solveig og Jens Thomasberg Andersen havde os tre piger, hvoraf jeg er den mellemste. Mi-ne forældre har altid ment, at jeg skulle være en dreng, da det altid var mig der busede frem, brækkede armen, slog hul i hovedet smadrede forældrenes nye BMW osv. Alt sammen hjulpet af et godt temperament samt en naturlig nys-gerrighed.
Jeg ville egentlig have været smørrebrødsjomfru, men mine forældre mente, at en bankuddannelse ville være godt for mig, så jeg startede i Aktiv-banken i Vejen og fik min uddannelse der. Jeg var ansat i banken, indtil jeg startede Mor’s-Bike’s.



Anne Grethe i godt selskab.

Det var også i banken, jeg mødte Svend, en af bankens edb-nørder med en kæmpe passion for motorcykler. Han havde fået den første, da han var 14 år og havde kørt lige siden, ja næ-sten lige siden, for, da vi mødte hin-anden, havde han ingen, da han, som han selv sagde, troede, at han var ver-densmester og havde svært ved at ken-de sin begrænsning, så derfor havde han afskaffet den. Men det pinte ham nu lidt, at han var nødt til at låne min Honda 7450 Four, hvis han skulle ud at køre.



Det kan gå galt selv for ”en verdensmester”.     

Da vi begge havde en drøm om at være selvstændige, og vi begge gik vildt op i motorcykler, var det indly-sende for os at starte en motorcykelfor-retning med ”gamle” engelske ma- skiner. Da vi startede, ville vi også ger- ne have haft de italienske med, men vi mente ikke, der var et marked på det tidspunkt, og vi ville ikke sprede os for meget, inden vi vidste, om vi kunne få forretningen op at stå. De engelske var i første omgang for os det ”sikre”, da Svend i 70’erene havde arbejdet ca. 10 år på et motorcykelværksted udeluk-kende med disse og desuden havde haft et hav af modellerne selv. Og så skal man ikke glemme, at disse maskiner har, hvad man kalder sjæl.
Vi startede meget spartansk med en lille butik 39 m2, vores køkken samt værkstedet. Her blev vi, til der var skrabet penge sammen til at udvide, hvorefter vi byggede butikken, som vi har i dag.
Lige fra starten har det været en aftale, at der kun kan være en chef i et firma, så vi har delt arbejdet mellem os således, at Svend tager sig af teknikken og hjælper til med resten efter behov. Jeg styrer så butikken, økonomien, indkøb samt planlægger flowet igennem værkstedet. Dette har vi så ansat vores datter Vibeke til at hjælpe med.
Men det, at Vibeke er i butikken, er ikke helt uden bagtanke, for ca. 3 år siden startede jeg sammen med Vibeke og Martin ( den ældste søn ) firmaet Mor’s-Bike’s-Online. Med den bagtan-ke at Vibeke og Martin på denne måde bliver oplært og kommer ind i denne motorcykel verden således, at de kan overtage den del af mor’s-bike’s som har med salg af reservedele og tilbehør at gøre, så vi to ”gamle” kan slappe af med at sælge en motorcykel i ny og næ samt køre værkstedet.



Den ”gamle” og den nye chef.

Når man lever et liv, som vi gør med meget stres på, er vores måde at slappe af på at køre ture om aftenen også af og til tage en forlænget week-end i udlandet, hvor vi kører motor-cykler. På den måde fik vi kørt godt 17000 kmbare sidste år, så man må sige, at vores egne cykler bliver rørt en del. Derudover har de tre unger motor-cykler alle sammen, og da der kom en svigersøn, gik der heller ikke lang tid, før han havde anskaffet sig et kørekort samt en motorcykel - det var lidt pinligt at sidde bag på Vibeke. Så, ja det er rent fryd, når hele familien er på tur.
Jeg føler mig privilegeret, da mit levebrød også er min hobby. Jeg er glad for alle de søde mennesker, jeg læ-rer at kende, og som jeg taler med om alt, ikke bare motorcykler. Det er dej-ligt at høre om deres glæder og sorger og således tage del i deres hverdag, så det hele ikke kun handler om forretning og penge. Det er disse kunder, der gør, at det hele er noget ved.
Mit største problem er nok, at vi vil gå meget langt for at hjælpe en kun-de, som behandler os ordentligt, selv om vi måske laver fejl eller misforstår et eller andet. Men overskrider de først min grænse for, hvad jeg syntes er ret og rimeligt, så kan han for den sags skyld hoppe på tungen, han er dømt ude, og det er bedst, hvis han bruger en af de andre leverandører herhjemme. Desværre har jeg en hukommelse som en elefant.    


Venlig hilsen Anne Grethe